Katastrofespiralen

Sjældent har nogen skrevet så insisterende og temperamentsfuldt, brandvarmt og iskoldt, hjerteligt og kynisk.

Af Klaus Rothstein
Jakob Ejersbo er en af de unge døde i dansk litteratur, han blev kun fyrre år. Han brød igennem i 2003 med romanen Nordkraft, hvor han skildrer en gruppe hashvrag og narkomaner i Danmarks fjerdestørste by, Ålborg. Derefter nåede han ikke at udgive mere, men nu udkommer hans store trefløjede prosaværk, der især tager læseren med til Tanzania, hvor Jakob Ejersbo selv boede nogle år forud for romanens kronologi, der strækker sig fra 1982 til 1986. Og sjældent har nogen skrevet så insisterende og temperamentsfuldt, brandvarmt og iskoldt, hjerteligt og kynisk.

Trilogien består af romanen Eksil, fortællingerne Revolution og romanen Liberty. Og bemærk titlerne! De har en råstyrke og et indbygget drama, som perfekt retfærdiggøres af bøgernes skæbner og handlinger. Men titlerne er hverken bundet af tid, sted, sprog, nation eller hudfarve, de dækker over nogle grundvilkår eller grundlængsler i menneskelivet.

I Eksil er Samantha datter af en alkoholiseret mor og en afstumpet, utro og voldelig far, hvis børneopdragelse går ud på at slå sine døtre uden anledning og varsel. Familien er engelsk, bosat i Tanzania, hvor de driver et hotel, som i virkeligheden er et skalkeskjul for farens lyssky jobs som lejesoldat og våbensmugler rundt omkring på kontinentet.

Mens den femtenårige datter er på kostskole flere hundred kilometer fra hjemmet, bruger moren tiden på at styrtdrikke sundownere på alle tider af dagen, mens faren knepper alt, der har puls (det er Samanthas udtryk). Forældrenes ægteskab går op i limningen, og moren rejser hjem til England. Men mor og datter har ikke samme hjemland, for Samantha er vokset op i Afrika og føler sig mere som en sort, end som en hvid. ”Jeg er grå indeni,” konstaterer hun. Hvor end hun er, hører hun ikke helt til, hun er i et permanent eksil – ikke mindst et indre, identitetsforvirret og uden fremtidstro. Hun sjofler sin skole, lyver og snyder, drikker og eksperimenterer med sex og stoffer.

Katastrofespiralen snurrer.
I romanens første linje ser Samantha op mod vandspejlet, mens hun svømmer hen over sandbunden. I romanens sidste linje bliver hendes grav kastet til i et af de mest følelsesbrutale klimaks, jeg mindes at have læst. Som cirkelkonstruktionen fra første til sidste linje – fra vand og liv til jord og død – viser, var Jakob Ejersbo en gennemtænkt og original forfatter, der ikke alene mestrede et kunstnerisk totalblik på tilværelsens antipoesi, men også var i stand til at beskrive det i et velfortalt, inciterende sprog. Eksil er en strømførende roman, hvor især det sidste, korte kapitel – der har givet romanen navn – chokerer som et forfærdeligt højdepunkt i moderne dansk litteratur.
Fortællingerne i Revolution ligger i lige forlængelse af Eksil, og Samantha sætter stadig spor. Vi er igen i Tanzania (men ikke kun), og det er stadig ekstrem grimt og voldsomt, men også drømmende og længselsfyldt. I fortællingen Nattevagt; Helsinki møder vi en finsk fyr med en fortid i Tanzania, den hvide neger, Jakob Ejersbos alter ego. Han arbejder som småkriminel, filosoferende nattevagt:

”Helsinki er hvid. Sne og hud. Universitetet er lort. Filosofi. Kant, Hegel, Schopenhauer. Store tanker, idéer – men verden… nej, ikke verden; menneskene – vi er de samme. Mennesket er hverken godt eller ondt – det er opportunistisk. Det er ikke som jeg troede før: at jeg var på vej til at træde en ny sti gennem livet, noget rigtigt. Jeg går i udtrådte spor. Jeg skinner ikke. Jeg skygger. Hvorfor? En handling kan ikke være god. Utopier er utopier. Humanister, som står og råber ad alle andre, at de skal opføre sig ordentligt; så ville verden blive smuk. Forklædt fascisme. Filosofferne. Humbug. Jeg skal stadigvæk æde, skide, sove. Læsning er intet værd i forhold til erfaring. Ordene er det støv, som vores kød skal forenes med. Og inden i mig lurer reptilhjernen. Den interesserer sig kun for tre ting: sex, mad, magt.”

Samlingens titel stammer ikke fra en titelnovelle. Det er en kode, et samlet symbol for de rystelser, der præger fortællingernes drømmejægere. Revolution viser Jakob Ejersbo som en både kærlighedsfuld og uromantisk prosaist, forelsket og fortabt i Afrika, lydhør for kontinentets skæbnefortællinger, humanistisk og kritisk over for racismens aflejringer i vores hoveder, og derfor en enestående hvid neger i den danske litteratur, beslægtet med fortællingernes blandingsmennesker i religiøse og kulturelle kludetæpper af vaner, sprog og farver, lidt Grønland, lidt Danmark, lidt Afrika, lidt sort, lidt hvid, en masse fremmed, evigt eksileret…