Blåt sølv
Vandoverfladen er levende blåt sølv halvanden meter over mig, mens jeg sparker mig hurtigt frem hen over sandbunden med svømmefødderne. Jeg drejer mig om på ryggen og ser de små bølgers lysende underside gennem mine svømmebriller. Når jeg nærmer mig, flygter småfiskene tyst mod korallerne på bunden. Det er slut. Sommerferien er forbi. Vi skal køre min storesøster Alison til Kilimanjaro Lufthavn – hun skal med flyveren til England. Om få dage skal jeg tilbage på kostskolen; uden Alison. Jeg sparker mig op til overfladen og suger luft ind. Verden larmer. Jeg fjerner svømmebrillerne og blinker med øjnene nede i vandet. Saltvand – så kan man ikke se, at jeg har grædt.
Jeg går op ad skrænten. Baobab Hotel ligger stille hen – hovedbygningen med reception og restaurant, bungalows spredt mellem baobabtræerne. Vi har ikke mange gæster. I huset står Alison og pakker. Hun skal bo hos min fars søster og læse hotelledelse på en skole i Birmingham et halvt år, hvorefter hun skal i praktik på et hotel. Jeg læner mig op ad døråbningen til hendes værelse.
„Vil du efterlade mig her helt alene med de gamle?“ spørger jeg.
„Ja,“ siger Alison.
„De tager livet af mig,“ siger jeg.
„Jeg bliver nødt til at lære noget,“ siger Alison. Far går forbi på gangen. Jeg drejer hovedet efter ham.
„Jeg har ikke set England i tre år. Vi har boet her i tolv år – jeg ender som tanzanianer,“ siger jeg højt. Han fortsætter hen ad gangen.
„Du skal nok komme til England,“ siger han uden at vende sig.
„Jeg trænger sgu nu,“ siger jeg. Far stopper op, kigger på mig.
„Nu slapper du af,“ siger han. „Jeg har sagt, du ikke skal bande herhjemme. Du kan rejse op og besøge Alison næste år.“
Hjemmefra
Mor serverer hummer til aftensmad, og bagefter bager Alison crepes zuzette, som hun brænder af i Cointreau ved bordet.
„Så flyver den første unge fra reden, fru Richards,“ siger far til mor.
„Ja, det er trist,“ siger mor og smiler – lettere overrislet.
Alison lægger armen om skulderen på mig.
„Jeg håber de opfører sig ordentligt, mens jeg er væk,“ siger hun. Jeg nikker.
„Hvem?“ spørger far.
„Jer,“ siger Alison.
„Men jeg er heldigvis i skole det meste af tiden,“ siger jeg.
„Så slemme er vi da heller ikke,“ siger far. Jeg plukker hans cigaret ud af hånden på ham og tager et sug.
„Samantha,“ siger mor skarpt.
„Åhr, lad hende da,“ siger far.
„Hun er kun femten år,“ siger mor.
„Jeg gjorde værre ting, da jeg var femten,“ siger far.
„Ja, men det er ikke meningen, at hun skal være lissom dig,“ siger Alison til far.
„Samantha er en hård hund, lissom sin far,“ siger far og kigger på mor: „Børnene er snart hjemmefra. Opgaven er udført. Så kan vi gå hver til sit.“
„Far,“ siger Alison.
„Hvorfor skal du være grov hele tiden?“ siger mor.
„Tsk,“ siger jeg.
Mor giver sig til at snøfte.
Afrika
Jeg vågner tidligt med blod på lagenet, hovedpine og værkende led. Jeg kan høre pigen i køkkenet. Vi skal køre midt på formiddagen. Jeg krøller sengetøjet sammen og smider det i vasketøjskurven. Går ind i stuen. Alison står søvndrukken i en stor T-shirt midt på gulvet.
„Hvor er far?“ spørger hun.
„Det ved jeg ikke,“ siger jeg. Kigger udenfor – hans Land Rover er væk. Eneste spor: manglende tandbørste, tandpasta og våben. Uden at sige noget, skrive en seddel. Bare væk. Hvor længe? Hvem ved. Mor sætter sig og drikker kaffe på verandaen.
„Han kan ikke klare at sige farvel til Alison,“ siger hun.
Jeg springer ned ad skrænten og ind i bådehuset, sejler ud og fisker, bare med maske, snorkel og harpun. Jeg hænger tre meter nede, og det begynder at regne, selvom den korte regntid er flere måneder væk – det er skræmmende. Vandoverfladen bliver pisket op. Jeg skynder mig op. Gråt i gråt.
Mor sidder stadigvæk på verandaen. Regnen er stoppet.
„Skal du ikke lave noget?“ spørger jeg.
„Hvorfor?“ spørger hun.
„Fordi …“ siger jeg
„I er næsten rejst hjemmefra, og Douglas er hele tiden væk, og jeg har jagtet de ansatte hver eneste dag i årevis og fortalt dem de samme ting igen og igen. Og de gør det ikke – kun hvis jeg står og glor på dem. Jeg er træt. Jeg er træt af fugten, af myggene, af hotellet, af …“
„Af Douglas, af os,“ siger jeg. Mor ser forskrækket ud.
„Ikke af jer,“ siger hun. Alison dukker op i døråbningen til stuen:
„Det er dig selv, du er træt af,“ siger hun.
„Ja,“ siger mor. „Og Afrika. Afrika tager livet af mig.“ Hun kigger op på mig: „Hvis nu jeg rejser til England, vil du så med, Samantha?“ spørger hun.
„Vil du på ferie?“ spørger jeg.
„Nej, for at blive.“
„I England?“
„Ja.“
„Nej,“ siger jeg. England. Hvad skal jeg der?
„Vi kører lige om lidt,“ siger Alison.
