Mordet på Halland af Pia Juul

Pia Juuls roman tager udgangspunkt i krimien – men bevæger sig helt andre steder hen

Af Lasse Horne Kjældgaard
Pia Juul, der ubetinget er en af sin generations mest anerkendte lyrikere, har sideløbende udøvet en betydelig indsats som prosaforfatter, blandt andet med romanen Skaden (1990) samt novellesamlingerne Mit forfærdelige ansigt (2001) og Dengang med hunden (2005). En kritiker har en gang bemærket, at der næsten altid i Juuls udgivelser er et underliggende kriminalistisk motiv. Det kommer helt op til overfladen i Mordet på Halland (2009), hendes anden og seneste roman. Titlen lokker med et løfte om en kriminalistisk intrige, som snarere bliver til en anledning til at fortælle en helt anden slags historie. 
 
Allerede i romanens første scene siger hovedpersonen Bess til sin samlever Halland, at hun gerne vil ligne hovedpersonen i den krimi, de sidder og ser i fjernsynet. Senere bemærker hun imidlertid misforholdet mellem krimien, hvor alting altid går op til sidst, og det virkelige livs helt almindelige uoverskuelighed og uorganiserede sammensurium. Som forfatter formår Bess at levere en kort og præcis karakteristik af de virkemidler, krimigenren tryllebinder os med: ”Et mord, ikke for bestialsk, derefter: detektiv, måske et par af detektivens personlige problemer, men ellers: offerdetaljer, gåder, uregelmæssigheder, opgaver, spor, vildspor, opklaring, løsning”.

At det ikke går sådan i det virkelige liv, kan hun kun alt for godt tale med om. For kun tre sider inde i romanen vågner hun op til et mord, på Halland. Han ligger og er skudt ned med en jagtriffel, på torvet uden for deres hjem i en lille by i provinsen, uden at hun aner hvorfor og af hvem. Det er en hemmelighed af den slags, som traditionelt sætter gang i et krimiplot. Der er en gåde – noget, der er skjult – og inden sidste side er vendt, ønsker vi os en afsløring og en løsning. Men sådan går det ikke i Mordet på Halland. Forbrydelsen – hvis det er en forbrydelse – forbliver uopklaret.

Til gengæld samler romanen sig om jeg-fortælleren, Bess, som vi kommer ind på livet af. Men ikke for nært, for hun er menneskesky og ret så umedgørlig. Hun er i chok og i sorg, naturligvis, men mange andre tanker og modsætningsfulde følelser melder sig også oven på mordet. Det liv, hun havde, før hun for ti år siden havde fundet sammen med Halland, bliver nærværende igen. Hendes eksmand og datter, som hun forlod, dukker op. Det gør også en mystisk ung gravid kvinde med dådyrøjne, som påstår, at hun er Hallands niece. Hendes nabo forsvinder til gengæld. Og fra Hallands mobiltelefon indløber mærkelige sms’er. Mange besynderlige, men ikke nødvendigvis betydningsfulde begivenheder følger i kølvandet på mordet.

I bidder fortæller den distræte og distancerede Bess, nærmest som til sig selv, historien om hendes og Hallands kærlighedsforhold – og gør sig klart, hvor lidt de faktisk kendte hinanden, og hvor flygtig og illusorisk fortroligheden mellem dem var. Hemmeligheder hører altså til dagens orden – og er ikke noget brud på den, som det kan synes i krimiens univers. Og hvor der i krimier altid findes et motiv bag handlingen, ser Bess tilbage på sine egne handlinger med tvivl og måske fortrydelse. Var det, for eksempel, rigtigt af hende at forlade mand og datter til fordel for Halland? Det er hun, selv efter ti år og Hallands død, fortsat ikke sikker på: ”Ser alle ikke tilbage på deres gøren og laden med undren?”, spørger hun.

Mordet på Halland fordriver fiktion med anden fiktion og indbyder læseren til at undre sig, over forholdet mellem livet og fiktionen i almindelighed og krimien i særdeleshed. Krimien, tidens suverænt mest succesfulde genre, er netop udgangspunktet for Pia Juuls nye roman, men det vil også sige, at det er den genre, som romanen går ud fra – for at bevæge sig helt andre steder hen. Steder, som bestemt er besøget værd.