Pia Juul

Mordet på Halland

Aftenen før havde vi siddet i stuen. Jeg drak kaffe, han drak øl. Vi så en krimi. „Hende ville jeg gerne ligne,“ sagde jeg om detektiven; den eneste modne kvinde, man nogensinde så i fjernsynet. „Men det gør du ikke,“ sagde han. Jeg drejede hovedet og så på ham. Kvinders ansigter styrter. Mænd får pondus. „Du har pondus,“ sagde jeg. Han drejede hovedet og så på mig.„Hvor?“ sagde han forskrækket. „Ha-ha-ha,“ sagde jeg.
   „Jeg kører klokken syv,“ sagde han og slukkede.
   „Jeg går ind og skriver.“ Jeg lagde armene op om hans hals og trykkede mig ind til ham så tæt jeg kunne, vi kyssede hinanden, jeg gned min kind mod hans skægstubbe. „Det varer ikke så længe.“
   Jeg gik ind i mit arbejdsværelse, snublede over noget på gulvet, men slæbte forsigtigt fødderne frem til bordet og tændte arkitektlampen. Computeren blinkede. Der stod et glas lunkent vand på bordet, jeg tog en slurk og gik hen og tændte for radioen, satte en cd i, der lå løst på hylden, jeg kunne ikke se, hvad det var for en. Im wunderschönen Monat Mai gjaldede det ud i rummet, men jeg slukkede. Jeg kan kun høre den højt, og ingen ville blive glade for at høre med så sent.
   Jeg vækkede computeren og åbnede en bog og lagde den fra mig. Jeg klikkede, jeg åbnede dokumentet, det var ikke engang åbent, den sidste ændring var to dage gammel, og da havde jeg kun rettet kommaer. Jeg kunne også bare gå ind i seng. Måske sov han ikke endnu. Jeg var kuldskær, jeg tog en trøje op fra gulvet og trak den over hovedet og begyndte at læse. Så skrev jeg.
   Det var kun sjældent sket før, men nu glemte jeg, hvor sent det var, fordi mit eget manuskript optog mig. Der gik timer. Jeg var stiv i ryggen, da jeg så op. Lyset var gråt, fjorden fik den mest usandsynlige farve, jeg rejste mig og
åbnede vinduet. Der sad en solsort og fløjtede på tagryggen af lysthuset. Det var den dejligste forårsmorgen, men når man ikke har sovet om natten, og man er stiv i hele kroppen og ens hoved er både stopfyldt og helt tomt, er
alt forkert.
   Jeg prøvede, og det lignede mig heller ikke, at finde ud af, hvordan man kunne beskrive fjorden, som den så ud lige nu. Solen var ved at stå op, og vandet skiftede farve hvert øjeblik.
   Jeg ville ikke vække Halland, han skulle snart op. Jeg gik ud og tissede og væltede ind i stuen på sofaen med et tæppe. Da jeg vågnede, vidste jeg, jeg var vågnet ved en lyd, men ikke hvilken. Der var et ekko af en høj lyd i mig. Jeg satte mig op og tog fat i mit hår, en bevægelse jeg kendte fra film, jeg sundede mig og knugede tæppet om knæene. Blev jeg bange? Jeg tror ikke, jeg kan påstå, at jeg blev bange, det ville også have været forrykt og profetisk, men jeg husker i al fald en lille angst, en uro over at noget var galt. Var det døren, jeg havde hørt, var det bare Halland der var gået? 
  På vej ud på badeværelset kiggede jeg ind i soveværelset, hvor sengen var tom. Så var han kørt.
   Under bruseren gik det op for mig, at jeg også havde set hans jakke og mappe i gangen. Så var han altså ikke kørt. Jeg lukkede for vandet og kaldte på ham. Han svarede ikke, men nu var jeg urolig, tørrede mig og viklede håndklædet om mig på vej gennem huset. Jeg kunne se nogen gennem den lille matte rude i gadedøren, jeg troede, det måske var ham, der stod udenfor, og skulle til at åbne døren, da det ringede på. „Øjeblik!“ råbte jeg og løb ind i soveværelset, smed håndklædet, tog Hallands badekåbe
på og bandt den på vej ud.
   Da jeg åbnede, stod der en forvirret mand.
   „I lovens navn!“ sagde han, og hans stemme knækkede. Han rakte en hånd op. „Klokken er 7.47, og du er anholdt ... Nej –.“ Han hev efter vejret.